Sjælens vækst i nåden, i renhed, i tækkelighed, er lidt efter lidt – et progressivt arbejde; men det må gå uophørligt fremad. Frugten nærmer sig altid fuldkommenhed; den kristne tilegner sig altid Kristi veje og vilje. Men for mange som hævder at være kristne, er der en smertelig vished for at de ikke vokser mod himlen, men vakler hid og did af verdens skikke og praksis. Moden som er går ukærligt og usundt imod naturlovene, er de parate til at acceptere. Ved at beskue disse moder ivrigt, ændres de til den lighed som de beundrer mest. Derved skynder de at tage verdens standard, hvor stolthed og mode fuldender den forvandling i dem, som Satan glæder sig over at se udrettet, og de bliver ustabil som vand. Den sande fromheds stadige og stille virke mister sin livskraft og pålidelighed; “troen; hvis den ikke har gerninger, er den i sig selv død.” [Jak. 2,17.]