Skønt selve paven havde gjort sig skyldig i større forbrydelser, end Hus nogensinde havde beskyldt præsterne for og krævet afskaffet ved reformer, besluttede det samme kirkemøde, som afsatte paven, at tilintetgøre reformatoren. Hus' fængsling vakte stor harme i Bøhmen. Mægtige adelsmænd indsendte kraftige protester til kirkemødet på grund af denne voldshandling. Kejseren ville ikke gå med til, at lejdet blev brudt, og var modstander af, at der blev ført sag imod ham; men reformatorens fjender var ondskabsfulde og ville ikke bøje sig. De spillede på kejserens fordomme og frygt og henviste til hans nidkærhed for kirken. De fremførte omfattende argumenter for at bevise, at "man ikke behøver at holde sit ord til kættere eller til personer, som mistænkes for kætteri, selvom de har fået frit lejde fra kejseren og fra konger." - Jacqes Lenfant: History of the Council of Constance, vol. 1, p. 516. På denne måde fik de deres vilje.