J det syttende aarhundrede mistede flere tusende præster sine embeder og blev jagne i landflygtighed. Det blev forbudt folket at besøge alle reigiøse møder, undtagen saadanne, som kirken anordnede. For overtrædelse af dette forbud var bestemt store bøder, fængsel og landflygtighed. De oprigtige sjæle, som ikke kunde undlade at samles for at tilbede Gud, var tvungne til at samles i mørke stræder, paa ensomt liggende tagkamre og til somme aarstider i skovene ved midnat. J skovens beskyttende skjød, i det tempel, som Gud selv havde bygget, samledes disse adspredte og forfulgte Herrens børn for at udøse sin sjæl i bøn og pris til Gud. Men trods al deres forsigtighed, maatte mange af dem lide for sin tro. Der var trængsel i fængslerne. Familjer blev adskilte. Mange blev forviste til fremmede lande. Dog var Gud med sit folk, og forfølgelsen var ikke i stand til at bringe deres vidnesbyrd til taushed. Mange blev drevne over havet til Amerika, hvor de lagde grunden til den borgerlige og religiøse frihed, som har været dette lands forsvar og ære.