Efter det tykke mørke om dagen, var himlen en eller to timer før aftenen til dels klar, og solen kom til syne, dog var den fordunklet af den tunge taage; men efter dette mellemrum vendte mørket tilbage og var mere tykt end tilforn, saa at den første halve del af natten blev forfærdelig mørk - saa mørk, at henved 1,000,000 mennesker, som saa det, aldrig havde set noget lignende. Kort efter solens nedgang indtil midnat trængte ikke en eneste lysstraaled fra maanen eller stjernerne gjennem den mørke hvælving over deres hoveder. En øjenvidne siger om denne scene: "Jeg kunde ikke undlade paa den tid at forestille mig, at dersom enhver lysende klode i verdensrummet var bleven indhyllet i ugjennemtrængeligt mørke eller berøvet sine tilværelse, saa kunde mørket ikke have været mere fuldstændigt." Omendskjønt fuldmaanen steg frem, "saa havde den dog ikke mindste virkning paa mørket, der var tykt som i graven". Efter midnat forsvandt mørket, og da maanen først blev synlig, lignende den blod.