De der troede på at adventbevægelsen var fra Gud, gik fremad ligesom Luther og hans medarbejdere havde gjort med Bibelen i deres hænder, med fasthed og uden frygt for den modstand de ville møde fra denne verdens største lærere. Mange af dem som befolkningen havde set op til og fået vejledning af i guddommelige spørgsmål, viste sig at være uvidende om hvad Skriften sagde om Guds magt. Og da de ikke ud fra Bibelen kunne bevise deres standpunkter, søgte de tilflugt i overleveringer og menneskers lære. Bibelen var det eneste der blev accepteret af sandhedens forkyndere. Bibelen og den alene var deres valgsprog. Hvor svage de argumenter der blev brugt imod dem var, blev afsløret af den styrke det fundament, som adventisterne stod på, og det gjorde modstanderne vrede. I mangel af stærkere midler gik de over til personlige forfølgelser og beskyldte William Miller for at være en ulærd og forvirret bedrager, og fordi han forklarede Daniels og Johannes' syner blev han beskyldt for at være en mand med meget fantasifulde ideer, der havde syner og drømme som sin hobby. Selv de tydeligste skriftsteder i Bibelen, dem der ellers ikke var nogen uenighed om, blev mødt med argumenter om at de var dumme, uvæsentlige og uforståelige.