Da Herodes så, at Jesus uden modstand led al den vanære, som blev bragt over ham, og bevarede en uforlignelig ro under det alt sammen, blev han grebet af pludselig frygt for, at denne som stod for ham, alligevel ikke var et almindeligt menneske. Han blev meget forvirret, da han så fangens ædle, blege, ansigt og spurgte sig selv, om denne ikke var en Gud, der var kommet ned på jorden. Jesu tavshed overbeviste kongens hjerte mere, end ord kunne have gjort. Herodes lagde mærke til, at medens nogle af skaren spottende bøjede sig for Jesus, så var der andre, som kom frem i samme hensigt; men da de så ind i den lidendes ansigt, så de et udtryk deri, som var så ophøjet, at de gik tilbage, skamfulde over deres egen frækhed. Herodes var meget urolig, og hvor forhærdet han end var, turde han dog ikke stadfæste fordømmelses dom, og han sendte derfor Jesus tilbage til Pilatus.