Da meddelelsen spredtes fra by til by og fra stad til stad, frygtede jøderne for deres vedkommende for livet og lagde skjul på det had, som de nærede mod hans disciple. Deres eneste håb var at få udbredt deres usandfærdige beretning. Og de, der ønskede, at denne løgn måtte være sandhed, troede på den. Pilatus bævede, da han hørte, at Kristus var blevet oprejst. Han kunne ikke betvivle det vidnesbyrd, der lød, og fra den stund forlod freden ham for stedse. Af hensyn til jordisk ære og af frygt for at miste sin autoritet og sit liv havde han overgivet Jesus til døden. Han var nu fuldt overbevist om, at den, i hvis blod han var skyldig, ikke alene var en uskyldig mand, men at han var Guds Søn. Pilatus' liv blev ulykkeligt helt til det sidste. Fortvivlelse og angst knuste enhver følelse af håb og glæde. Han ville ikke lade sig trøste og fik en højst ynkelig død. |