Guds langmodighed med Jerusalem stadfærstede blot jøderne i deres haardnakkede ubodfærdighed. Jdet de havdede og grusomt forfulgte Jesu disciple, forkastede de naadens sidste tilbud. Da unddrog Gud sin beskyttelse fra dem, idet han ikke længere forhindrede satan og hans engle fra deres gjerninger, og folket blev overladt til at styres af de førere, det selv havde valgt. Jerusalems børn havde foragtet Kristi naade, der vilde have sat dem istand til at undertrykke deres onde tilbøjeligheder, om nu fik disse herredømmet. Satan opvakte sjælens vildeste og leveste lidenskaber. Menneskene brugte ikke længere sin fornuft; de kastede den aldeles bort og lod sig lede af øjeblikkets indskydelser og blindt raseri. De blev sataniske i grusomhed. Der var mistanke, misundelse, had, strid, oprør og mod blandt familjer og folket saa vel blandt de højeste som de laveste klasser. Jngen kunde være tryg nogensteds. Venner og slægtninge forraadte hverandre, forældre dræbte sine børn og børn sine forældre. Folkets styrere havde ingen kraft til at styre sig selv; tøjlesløse lidenskaber gjorde dem til tyranner. Jøderne havde antaget falske vidnesbyrd for at fordømme Guds uskyldige søn; nu bragte falske anklager deres eget liv i fare. Ved sine handlinger havde de længe sagt: "Lader os have ro for den hellige i Jsrael!" (Es. 30:11) Nu blev deres ønske opfyldt. Gudsfrygt forstyrrede dem ikke længere. Satan var bleven anfører for folket, og den højeste verdslige og gejstlige myndighed var under hans magt.