På Kristi tid blev der næret en overtroisk ærbødighed for de dødes hvilesteder, og store pengesummer blev ødslet på udsmykning af dem. I Guds øjne var dette afgudsdyrkelse. Ved deres overdrevne hensyntagen til de afdøde viste mennesker, at de hverken elskede Gud højest af alt eller deres næste som sig selv. Den samme afgudsdyrkelse bliver også i vore dage drevet vidt. Mange gør sig skyldige i at forsømme enken, de faderløse, de syge og de fattige for at kunne rejse kostbare monumenter over de afdøde. Der bliver i vid udstrækning ofret tid, penge og arbejde på disse formål, mens forpligtelserne over for de levende, som Kristus helt klart har pålagt os, ikke bliver efterkommet.