Jesus benyttede sådanne ting, som hans tilhører kunne se, til at oplyse de sandheder, han lærte dem. Folket var kommet sammen i den tidlige morgenstund for at høre ham. Solen lyste herlig og steg højere og højere på den blå himmel, så at den bortjog enhver skygge, som endnu dvælede i dalene og bjergenes kløfter. Den herlighed, som smykkede himlen mod øst, var endnu ikke væk. Sollyset strømmede over landskabet med sin glans, søens rolige overflade gav genskin af det gyldne lys og afspejlede morgenrødens lette skyer. Dugdråberne glinsede på blomster og knopper og på træernes blade. Naturen smilede under den nye dags velsignelser, og fuglene sang sødt blandt træernes grene. Frelseren så på skaren, som stod omkring ham, og derefter på solen og sagde til sine disciple "I er verdens lys." Dette billede var meget iøjnefaldende. Ligesom solen oplyste landskabet med sine venlige stråler og adspredte nattens skyer, således skulle disciplene udbrede sandhedens lys og adsprede det moralske mørke, som hvilede over verden. Stæderne og byerne, som lå rundt omkring på højene, viste sig tydelig i morgensolens skønne lys og frembød et interessant skue. Jesus pegede på dem og sagde: "En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men på en lysestage; så skinner det for alle dem, som er i huset. Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i Himlene." I disse ord lærer Jesus sine disciple, at dersom de ønsker at lede andre på retfærdigheds sti, så må deres eget eksempel være ret, og deres handlinger afspejle sandhedens lys.