Da Tetzel fortsatte med sin handel og sit ugudelige hykleri, besluttede Luther sig til en mere virkningsfuld protest mod dette forfærdelige misbrug. Der tilbød sig snart en lejlighed. Slotskirken i Wittenberg ejede mange relikvier, som på visse helligdage blev fremvist for folk, og fuld syndsforladelse blev givet til alle, som da besøgte kirken og skriftede. Som følge heraf kom på disse dage mange mennesker derhen. Nu nærmede en af de vigtigste sig -"allehelgensdag." Dagen før havde Luther, som sluttede sig til de skarer, der allerede var på vej til kirken, på kirkedøren opslået et dokument med 95 teser imod læren om aflad. Han erklærede sig villig til at forsvare disse næste dag på universitetet mod enhver, som fandt for godt at angribe dem. |