Lederne af de stridende partier blev undertiden enige om at plyndre og plage sine stakkels ofre, og til andre tider overfaldt de hverandres tilhængere og slagtede uden barmhjertighed. End ikke templets herlighed kunde tilbageholde deres forfærdelige vildhed. De, som tilbad, blev ihjelslaaede ved alteret, og helligdommen blev besmittet af de ihjelslagnes legemer, og dog erklærede de, som udførte dette djævelske værk, i sin blindhed og bespottelige dumdristighed offentlig, at de havde ingen frygt for, at Jerusalem vilde blive ødelagt, thi den var Guds egen stad. For at ydermere stadfæste sin magt, underkjøbte de falske profeter, endog medens romernes skarer belejrede templet, til at forkynde, at folket skulde vente paa Herrens frelse. Jndtil det sidste fastholdt mængden den tro, at den højeste gud vilde gribe ind for at omstyrte deres modstandere. Men Jsrael havde foragtet den guddommelige beskyttelse, og nu havde de intet forsvar. Ulykkelige Jerusalem! sønderrevet af indvortes partier, saa at dens egne børn ihjelslog hverandre og udgød hverandrs blod, indtil gaderne blev farvede røde deraf, medens fiendens hære nedbrød deres fastningsværker og ihjelslog deres stridsmænd!