En anden, som deltog i dette værk, vidner: "Det har overalt bevirket, at menneskene har ransaget sine hjerter paa det alvorligste og ydmyget sig dybt for Herren. . . . Det bevirkede, at kjærligheden til verden aftog, at stridigheder og fiendskaber blev lægte, at man bekjendte sine fejl, ydmygede sig for Gud, og fremkom for ham med angergivne, ydmyge bønner om tilgivelse og naade. Det frembragte en saadan selvfornegtelse og selvfornedrelse, som vi aldrig før havde været vidne til. Det bevirkede i overensstemelse med Herrens befaling ved profeten Joel, om det, som skulde ske, naar Guds store dag var nær, en sønderrivelse af hjertet og ikke af klæderne og omvendelse til Gud med faste og med graad og med klage. Som Gud siger ved Sacharias, saaledes belv naadens og bønnens aand udgydt over hans børn. De saa til den, som de havde gjennemstunget, og der var stor sorg i landet, . . . . og de, som forventede Herren, ydmygede sin sjæl for ham."