Jesus henvendte sig til alle de tilstedeværende, men præsterne og rådsherrerne svarede: „Et ondt endeligt vil han give de onde,“ sagde de, „og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.“ I første øjeblik havde de havde ikke lige forstået, hvem lignelsen hentydede til, men nu indså de, at de havde afsagt dommen over sig selv. Husbonden i lignelsen var et billede på Gud, vingården var det jødiske folk, og gærdet var Guds lov, som beskyttede dem. Tårnet var et symbol på templet. Vingårdens herre havde gjort alt, hvad der var nødvendigt for dens trivsel. „Hvad var der mere at gøre ved min vingård,“ siger han, „som jeg ikke har gjort?“ Således fremstilledes Guds utrættelige omsorg for Israel. Og ligesom vingårdsmændene skulle give deres herre, hvad de skyldte ham af havens frugter, sådan skulle Guds folk ære ham ved at leve i overensstemmelse med deres hellige privilegier. Men ligesom vingårdsmændene havde de dræbt de tjenere, som herren havde sendt til dem for at hente frugten, sådan havde jøderne slået profeter ihjel, som Gud havde sendt for at vække dem til omvendelse. Sendebud efter sendebud var blevet dræbt. Til dette punkt kunne man ikke tvivle om lignelsens betydning, og i det følgende var det ikke mindre åbenbart. I den elskede søn, som vingårdens herre til sidst sendte til de ulydige tjenere, og som de greb og slog ihjel, så præsterne og rådsherrerne et tydeligt billede af Jesus og den skæbne, der ventede ham. De var allerede i gang med at planlægge at dræbe ham, som Faderen havde udsendt som den sidste appel til dem. I den gengældelse, der ramte de utaknemmelige vingårdsmænd, skildredes dommen over dem, der ville dræbe Kristus.