Valdeserne betragtede ikke blot skriften som en beretning om Guds handlemåde med mennesker i fortiden og en skildring af de ansvar og pligter, som påhvilede samtidens mennesker, men også som en åbenbaring af de farer og herlige begivenheder, som lå forude. De troede, at alle tings afslutning var meget nær, og når de læste i Bibelen under bøn og tårer, gjorde dens dyrebare ord et dybt indtryk på dem, og det stod dem endnu mere klart, at det var deres pligt at gøre andre bekendt med dens frelsende sandheder. De så en tydelig skildring af frelsesplanen i den hellige bog og hentede trøst, håb og fred i troen på Jesus. Når lyset trængte ind i deres eget sind og glædede deres hjerte, opstod der en længsel hos dem efter at gøre mennesker, som befandt sig i de pavelige vildfarelsers mørke, delagtige i dens stråler.