Der behøvedes endnu en anden opfindelse for at sætte Rom i stand til at drage nytte af sine tilhængeres frygt og forbrydelser. Denne blev indført under navn af læren om aflad. Man gav fuld forladelse for alle synder, baade forbigangne, næærværende og tilkommende og fritagelse fra alle smerte og af straf, som nogen ahvde forskyldt. Denne aflad blev skjenker alle, som vilde gaa med i krig for paven og hjælpe til at udvide hans verdslige herredømme, at straffe hans fiender eller at udrydde dem,s om turde fornegte hans aandelige overherredømme. Han lærte ogsaa folket, at de ved at betale penge til kirken kunde fri sig selv fra synd og tillige udfri sine afdøde venners sjæle,s om var indesluttede i skjærsildens pinsomme flammer. Ved saadanne lærdomme fyldte Rom sit skatkammer og opretholdt den luksus praft og last, som paven hengav sig til, medens han paa samme tid paastod, at han var en repræsentant af ham,s om ikke havde det, hvortil han kunde hælde sit hoved.