De saa, at den store mængde, vejledt af paven og præsterne, forgjæves søgte at erkholde syndsforladelse ved at plage sit legeme for sjælens synder. De blev oplærte til at stole paa sine egne gode gjerninger til sine frelse og saa derfor altid til sig selv. Deres tanker dvælede ved deres egen syndige tilstand. De saa, at de var overgivne til Guds vrede og plagede sig baade i sjæl og legeme, men fandt ingen lindring. Saaledes var samvittighedsfulde sjæle indsnorede i Roms lære. TUsender forlod venner og slægtningen og tilbragte sit liv i klosteres celler. Ved ofte gjentagen faste, ved grusomme hudflettelser, ved vaagne nætter, ved at kaste sig selv ned paa den kolde fugtige stene i sine sorgelige opholdssteder i flere lange timer, ved lange pilgrimsrejser, ved selvfornegtende bodsøvelser og forfærdelige pinsler søgte mange forgjæves at erholde fred i samvittigheden. Nedtrykte af en følelse af synd og plagede af frygt for Guds hevnende vrede vedblev mange at lide, indtil legemet bukkede under, og uden eneste straale af lys eller haab sank de i sin grav.