De så, at i skarevis af mennesker, som var under pavens og præsternes ledelse, forgæves stræbte efter at få syndsforladelse ved at pine deres legeme på grund af sjælens synder. De var oplært til at tro, at deres gode gerninger kunne frelse dem, og rettede bestandig blikket indad imod sig selv. Deres tanker dvælede ved deres egen syndige tilstand; de følte, at Guds vrede var rettet imod dem, og plagede både deres sjæl og legeme alt sammen uden at finde fred. Således var samvittighedsfulde sjæle bundet af romerkirkens læresætninger. Tusinder af mennesker tog afsked med slægtninge og venner og tilbragte resten af livet i klosterceller. I tusindvis af mennesker forsøgte forgæves at få fred i sindet ved hyppige faster og grusomme piskninger, ved at overvære natlige gudstjenester, ved at ligge i timevis på de kolde, fugtige sten i deres dystre celler, ved at foretage lange pilgrimsrejser og ved at udføre ydmygende bodshandlinger og pine sig på det frygteligste. Nedbøjet af skyldfølelse og plaget af frygten for Guds vrede blev mange ved med at lide, indtil menneskenaturen brød sammen og de sank i graven uden en eneste lysstråle.