Folket i Galilæa blev meget bevæget og stimlede hen til Frelseren. Til sidst blev skaren så stor, at han næppe havde plads til at stå, og han trådte derfor ind i et lille skib, der lå ved kysten, og talte derfra til skaren, som stod på strandbredden. Således arbejdede han uafladelig, idet han lærte folket og helbredte de syge. Men når dagen var langt henrundet, trak han sig tilbage og skjulte sig i ensomhed på bjergene for at samtale med sin Fader i løndom. Jesus tilbragte hele natten i bøn, medens hans disciple sov ved bjergets fod. Da det dagedes, kom han og vækkede dem. Disciplene skulle nu overtage et ansvarsfuld og helligt embede. Blot Kristi embede alene var ypperlige end deres. De skulle indvies til evangeliets gerning. De skulle forbindes med Kristus for at være med ham, deltage i hans glæder og prøver, tage imod hans undervisning og blive trofaste vidner til hans underfulde gerninger, for at de senere kunne blive i stand til at meddele verden den undervisning, de derved fik. De skulle forbedredes således, at Jesus engang kunne sende dem ud alene for at undervise og virke, ligesom han underviste og virkede. Jesus ønskede, at hans disciple skulle få erfaring i at arbejde i evangeliet, medens han endnu var på jorden og kunne trøste og vejlede dem, så at de ville være i stand til med held at fortsætte denne gerning efter hans død og at grundlægge den kristne menighed.