Brødrene og søsterne kom sannen for at bede for mig. Mit ønske blev opfyldt. Jeg erholdt Herrens belsignelse og blev styrket i forvisningen om, at han elskede mig. Men smerten vedblev, og jeg blev svagere for hver time. Brødrene og søstrene forsamlede sig igen for at bede for mig. Jeg var så svag, at jeg ikke kunne bede lydeligt. Mit udseende syntes at svække mine omgivnes tro. Da blev guds forjættelser fremstillede for mig klarere, end jeg nogensinde før havde set dem. Det syntes for mig, at Satan bestræbte sig for at bortrive mig fra min ægtefælle og mine børn og lægge mig i graven; disse spørgsmål opstod i mit sind: Kan du tro på Guds løfter? Kan du blive stærk i troen, selv om udsigterne er mørke? Min tro blev oplivet. Jeg hviskede til min mand: "Jeg tror, jeg skal blive helbredt." Han svarede: "Jeg skulle ønske, jeg kunne tro det." Jeg gik tilsengs den aften uden at føle nogen lindring; dog stolede jeg med fuld tillid på Guds løfter. Jeg kunne ikke sove, men lå i stille bøn til gud. Lige før daggry faldt jeg i søvn.