Jeg så, at dersom nogen holdt fast ved sin ejendom og ikke søgte Gud angående sin pligt, ville Herren ikke åbenbare pligten for ham. Sådanne ville få Lov til at beholde deres ejendom, og i trængselstiden ville den hæve sig op foran dem som et mægtigt bjerg for at knuse dem, og de ville forgæves søge at afhænde den. Jeg hørte dem klagende sige: "Sagen vansmægtede, Guds folk hungrede efter sandheden, og vi gjorde ingen anstrengelse for at afhjælpe trangen; og nu er vor ejendom værdiløs. Gid vi dog havde givet slip på den og samlet os en skat i himlen! " Jeg så at et offer ikke forøgedes, men det formindskedes og blev fortæret. Jeg så endvidere, at Gud ikke havde krævet, at alle iblandt hans folk skulle afhænde deres ejendom samtidigt; men dersom de ønskede at blive undervist, ville han, når der var trang, lære dem, når de skulle sælge, og hvor meget de skulle sælge. Tidligere er nogle blevet opfordret til at afhænde deres ejendom for at støtte adventsagen, medens andre har fået lov til at beholde deres til en tid, da der blev trang til midler. Det bliver da deres pligt at sælge, efter som sagen behøver det.