Glæde, usigelig glæde fyldte nu himlen, og det himmelske kor istemte en sang til pris og hyldest. De slog deres harper an og sang en tone højere end før på grund af den store miskundhed og nåde, som Gud udviste, idet han hengav sin højt elskede Søn i døden for en slægt af oprørere. Derpå lød der et væld af pris og hyldest for Jesu selvfornægtelse og opofrelse, idet han samtykkede i at forlade faderens skød og valgte et liv i lidelse og kval og en vanærende død, for at han kunne give liv til andre.