Jeg så, at der kom et udtryk af Sorg i Adams ansigt. Han syntes at være bange og forbavset. Det så ud til, at der foregik en kamp i hans sind. Han følte sig forvisset om, at dette var den fjende, de var blevet advaret imod, og at hans hustru måtte dø. De måtte skilles. Hans kærlighed til Eva var stor, og i lutter modløshed besluttede han at dele hendes skæbne. Han greb frugten og spiste den hastigt. Nu jublede Satan. Han havde gjort oprør i himlen og havde vundet tilhængere, der elskede ham og fulgte ham i hans oprør. Han var falden og havde også ført andre til fald. Og nu havde han fristet kvinden til at nære mistillid til Gud, til at anstille undersøgelse angående Guds visdom. Til at forsøge at trænge ind i hans alvise planer. Satan vidste, at kvinden ikke ville falde alene. Kærlighed til Eva ledte Adam til ulydighed mod Guds befaling, og han faldt ligesom hun.