Jeg blev henvist til en tid, da Satan triumferede i en særlig grad. Skarer af kristne blev på en frygtelig måde dræbt, fordi de ville bevare deres rene gudsdyrkelse. Man hadede bibelen, og der blev gjort anstrengelser for at udrydde den af jorden. Det blev under dødsstraf forbudt Folket at læse den, og alle de eksemplarer, man kunne komme over, blev brændt. Men jeg så, at Gud havde en særlig omhu for sit ord, og han beskyttede det. I forskellige tidsperioder fandtes der kun meget få eksemplarer af bibelen; men han tillod ikke, at hans ord blev tilintetgjort, for i de sidste dage skulle det udbredes i en sådan udstrækning, at hver familie kunne besidde det. Jeg så, at når der kun var få eksemplarer af bibelen, var den dyrebar og trøsterig for de forfulgte Jesu efterfølgere. Den blev læst i dybeste dølgsmål, og de, der nød denne ophøjede forret, følte, at de havde haft en samtale med Gud, med hans Søn Jesus og med hans disciple. Men denne velsignede forret kostede mange af dem livet. Hvis de opdagedes, blev de ført til bøddelens blok, til bålet eller til fangehullet for at dø af sult.