Idet han fulgte profetierne i deres forløb, indså han, at Jordens beboere levede under de afsluttende begivenheder i denne verdens historie, men de vidste det ikke. Han betragtede kirkesamfundene og så deres fordærvelse; de havde vendt deres kærlighed bort fra Jesus og fæstet den ved verden; de søgte verdslig ære i stedet for den ære, som kommer ovenfra, og stræbte efter jordisk rigdom i stedet for at samle sig skatte i himlen. Overalt kunne han se hykleri, mørke og død. Hans ånd blev rystet i hans indre. Gud kaldte ham til at forlade sit landbrug, ligesom han kaldte Elisa til at forlade sine okser og sin ager for at følge Elias. Med bæven begyndte William Miller at udfolde Guds riges hemmeligheder for folket, idet han førte sine tilhørere med ned igennem profetierne til Kristi andet komme. Hvert forsøg bragte ham forøget styrke. Ligesom Johannes døberen bebudede Jesu første komme og beredte hans vej, således forkyndte Willian Miller og de, som sluttede sig til ham, Guds søns andet komme. |