Moses, den første historieskriver, giver en præcis beretning af det sociale og personlige liv i de første dage af verdens historie, men vi finder ingen optegnelse om at et barn fødes blind, døv, forkrøblet eller åndssvækket. Intet tilfælde står nedskrevet af naturlig død i barndommen eller den tidligere manddom. Nekrologerne i første Mosebog lyder således: ”Således blev hans fulde levetid 930 år, og derpå døde han.” Om andre siges det således: ”Då udåndede han. Og Abraham døde i en god alderdom, gammel og mæt af dage.” Det var så sjældent for en søn at dø før sin far, men da det skete, var det betydningsfuldt at skrive det ned: ”Haran døde i sin fader Taras levetid.” [Første Mosebog 5,5. 8; 25,8; 11,28.] Patriarkerne fra Adam til Noah levede, med få undtagelser, i næsten et tusinde år. Siden da faldt levealderen.