Prædikanten gør krav på tienden. Han gør sin del efter sine evner, og bør modtage hvad der tilkommer ham. Prædikanter placeres ofte der hvor de føre donationer ind på steder, hvor de arbejder, og afholde teltomkostningerne, udover at de selv skal have mad. Mange har familier der hjemme at underholde. Hvis de ikke rejste fra sted til sted, ville de bære mindre omkostningsrige klæder; de ekstra penge der betaltes for teltene ved lejrmøderne og til donationer, efterlader dem ofte uden overskud, så de tvinges fra at være med i de forskellige virksomheder, som de har fundet behag i at deltage i. Dette forventes af dem, og for at gøre dette, må de pantsætte. Det tager ofte lang tid at betale denne pant; den hænger på den som en gæld som de ofte ikke er i stand til at løfte. Det er en stor selvfornægtelse fra disse menneskers side af at således skille sig fra deres familier. De tvinges ofte til at tage flere slags befordringer, og spise al slags mad, særlig i lande hvor sandhedsstandarden først løftes.