Gud har aldrig løftet hans menighed uden et vidnesbyrd. I alle synerne for prøvelser og påvisninger, for modstand og forfølgelse under moralsk mørke, hvilket menigheden har været igennem, har Gud haft mennesker i rette øjeblik som har været beredt til at tage hans arbejde op på forskellige trin, og bære det fremad og opad. Gennem patriarker og profeter åbenbarede han sin sandhed til hans folk. Kristus var hans gamle folks lærer så sandelig som han var det, da han kom til verden klædt i menneskehedens klæder. Med hans herlighed skjult i menneskelig skikkelse, viste han sig ofte for hans folk og talte med dem, »ansigt til ansigt, som når den ene mand taler med en anden.« Han, deres usynlige leder, var indhyllet i søjler af ild og skyer, og talte til deres folk gennem Moses. Guds røst var hørt ved profeterne som han havde bestemt til et særligt arbejde og til at bære et særligt budskab. Han sendte dem for at gentage de samme ord om og om igen. Han havde et budskab der var beredt for dem som ikke var efter menneskers vilje og veje, og dette lagde han i deres mund og lod dem forkynde. Han forsikrede dem at Helligånden vil give dem sprog og talegave. Ham der kendte hjertet ville give dem ord hvorved folket kunne nåes.