Ypperstepræsterne og de ældste kunne ikke tåle disse ord, og på deres befaling blev Peter og Johannes grebet og sat i fængsel. Men tusinder var blevet ledet til troen på Kristi opstandelse og himmelfart blot ved at høre en eneste tale af disciplene. Præsterne og de ældste blev urolige. De havde slået Jesus ihjel for selv at blive genstand for folkets opmærksomhed ; men nu var stillingen værre end før. Disciplene beskyldte dem åbent for at være Guds Søns mordere, og de kunne ikke vide, hvad dette kunne udvikle sig til, eller i hvilket lys de selv ville komme til at stå hos folket. De ville med glæde have slået Peter og Johannes ihjel, men vovede det ikke af frygt for folket. Den påfølgende dag blev apostlene fremstillet for rådet. De mænd, der begærligt havde råbt og krævet den retfærdiges blod, var selv til stede. De havde hørt Peter med ed og forbandelse fornægte sin herre, da han blev beskyldt for at være en af hans disciple, og de håbede at kunne skræmme ham på ny. Men Peter var blevet omvendt, og nu så han en anledning til at fjerne den plet, som hans overilede, umandige fornægtelse havde sat på ham, og at ophøje det navn, han havde vanæret. Med hellig frimodighed og i åndens kraft erklærede han uforfærdet: "Ved Jeus Kristi nazaræerens navn, hvem i har korsfæstet, hvem Gud har oprejst fra de døde, ved dette navn er det, at denne står rask her for jeres øjne. Han er den sten, som blev agtet for intet af jer, I bygningsmænd, men som er blevet til en hovedhjørnesten. Og der er ikke frelse i nogen anden; thi der er ikke noget andet navn under himlen, givet iblandt mennesker, ved hvilket vi skal blive frelst."