Den næste morgen rådførte vi os om vi skulle vende tilbage til Rochester, eller fortsætte. Vor værtsfamilie sagde at vi skulle begrave barnet på vejen. Og alt så sådan ud. Jeg turde ikke tage tilbage til Rochester. Vi troede at barnets pinsler var Satans værk for at forhindre os i at rejse, og vi turde ikke give efter for ham. Jeg sagde til min mand: "Hvis vi tager tilbage, forventer jeg at barnet dør. Han kan kun dø hvis vi hvis vi går fremad. Lad os begive os på vor rejse, og stole på Herren." Vi havde en rejse på omkring ethundrede og halvtreds kilometer foran os i to dage, alligevel troede vi at Herren ville virke for os i den yderste stund.