En anden gang deltog jeg til klassemødet, og var lykkelig i Guds kærlighed, og ønskede at frembære mit vidnesbyrd iblandt dem. Jeg fortalte dem atter hvad Jesus havde gjort for mig, i troen på Guds Søns nære komme. Klasselederen afbrød mig, og sagde: "Igennem metodismen!" Men jeg kunne ikke give metodismen ære, da det var Kristus og håbet om hans snarlige komme, som gjorde mig fri. Jeg afsluttede mit vidnesbyrd, det sidste jeg nogensinde frembar for metodisterne, og satte mig ned. Jeg var overbevist om at jeg måtte opgive min tro på Herrens snarlige komme, for at få frihed til klassemødet, eller blandt metodisterne; for ellers ville mine følelser blive såret, og deres forbitrelse ville optændes imod mig, hvis jeg sagde frit ud af det Herrens virkede i mig med.