Påsken pegede bagud til Israels børns udfrielse, og pegede også forbilledligt frem til Kristus, Guds Lam, slagtet for at genløse faldne mennesker. Blodet der blev stænket på dørstolperne var forbillede på Kristi sone blod, og også det syndige menneskes stadige afhængighed af blodets fortjenester som sikkerhed mod Satans magt, og for en endelig genforening. Kristus spiste påskemåltidet sammen med sine disciple lige før sin korsfæstelse, og den samme nat, hvor forordningen for Herrens nadver blev indført, skulle højtideligholdes som minde for hans død. Påsken var blevet overholdt for at fejre Israels børns udfrielse fra Ægypten. Både som erindring og som symbol. Forbilledet havde nået modbilledet da Kristus, Guds Lam uden lyde, døde på korset. Han har efterladt en forordning der fejrer begivenhederne for hans korsfæstelse.