Hebræerne forlangte en konge af Samuel, lige som folkene omkring dem. Når de foretrak en despotisk monark frem for Guds egen vise og milde regering, ved sine profeters doms myndighed, viste de en stor mangel på tro på Gud, og tillid til at han var forudseende nok til at oprejse herskere der kunne lede og styre dem. Israels børn er særligt Guds folk, deres styreform var særlig anderledes fra alle folkene omkring dem. Gud havde givet dem forordninger og love, og havde valgt deres herskere til dem, og disse ledere skulle folket adlyde i Herren. I alle vanskelige sager og stor rådvildhed, skulle Gud spørges. Deres krav om en konge var et oprørsk svigt fra Gud, deres særlige leder. Han vidste at en konge ikke ville være det bedste for hans udvalgte folk. De skulle give en jordisk monark den ære, som tilkom Gud alene. Og hvis de havde en konge med et ophøjet hjerte og ikke ret med Gud, ville han lede dem bort for ham, og få dem til at gøre oprør imod ham. Herren vidste at ingen kunne få kongens position, og få den ære der sædvanligvis blev givet til en konge, uden at han blev ophøjet, og hans veje synes rigtig i hans egne øjne, meden han samtidig syndede imod Gud. På kongens ord, fik uskyldige personer lov at lide, medens de mest uværdige blev ophøjet, medmindre han hele tiden satte lid til Gud, og modtog visdom fra ham.