Hans taarer var ikke for ham selv, omendskønt han godt vidste, hvilken skjebne der ventede ham. Gethsemane laa foran ham. Jkke langt derfra var det sted, hvor han skulle korsfæstes. Forfærdeligt og stort mørke skulde snart falde paa den sti, hvor han matte vandre, naaar han skullde hengive sin sjæl til et syndoffer. Og dog var det ikke tanken om disse begivenheder, som bragte mørke over ham i denne glade time. Jngen bange anelser om hans egen overnaturlige sjæleangst fordunklede hans uegennyttige væsen. Han græd over Jerusalems mange tusender, som var forkastede af Gud - over den blindhed og ubodfærdighed hos dem, som han kom for at velsigne og frelse.