At drage denne slutning, var at forkaste den forrige beregning af de profetiske tidsperioder. Man havde fundet, at de 2300 dage begyndte, da Atarxerxes' befaling om at gjenoprette og bygge Jerusalem traadte i kraft, nemlig i efteraaret 457 f. Kr. Naar man tog dette udgangspunkt, var der fuldkommen harmoni imellem alle de begivenheder, som engelen fremstiller i forklaringen over denne tidsregning i Dan. 9. 25-27. Profeten havde paapeget, at de 69 uger eller de første 483 aar af de 2300 aar skulde naa til Messias, den salvede, og Kristi daab og salvelse af den Helligaand aar 27 opfyldte nøjagtig forudsigelsen. Midt i den 70de uge skulde Kristus afskjæres. Kristus blev korsfæstet tre og et halvt aar efter sin daab i foraaret 31. Hele dette tidsafsnit af 70 uger eller 490 aar skulde særskilt tilhøre jøderne. Ved slutningen af dette tidsrum forfulgte den jødiske nation Kristi disciple og stadfæstede saaledes, at de havde forkastet sin herre. Derefter vandte apostlerne sig til hedningerne. Dette var aar 34. Da endte de første 490 aar af de 2300 aar, og der var saaledes 1810 aar tilbage. 1810 aar fra aaret 34 naar til 1844. Da siger englen, skal "helligdommen faa sin ret igjen" eller renses. Alle de foregaaende enkeltheder i profetien var utvivlsomt bleven opfyldte til den bestemte tid. Naar man bibeholdt denne tidsregning, var alting klart og harmonisk, undtagen at man ikke kunde finde nogen begivenhed, som skete i 1844, og som svarede til helligdommens renselse. Negtede man, at de endte i 1844, saa bragte man hele tidsregningen i forvirring og forkastede de grundsætninger, som var bleven stadfæstede ved profetiens ufejlbarlige opfyldelse.