Kejser Karl havde tidligere opfordret kurfyrsten til at bringe Luther med sig til rigsdagen og forsikret ham om, at reformationen skulde blive seskyttet mod al voldsomhed, og at det skulde tilstedes ham at have fri offentlig samtale med en mand, som var i stand til at drøfte de omtvistede punkter. Luther længtes efter at fremstilles for kejseren. Hans helbrev var paa denne tid meget svækket. Dog skrev han til kurfysten: "Dersom jeg ikke kan rejse til Worms med en god helbred, saa vil jeg bæres dertil saa syg, som jeg er; thi eftersom kejseren har kaldt mig, kan jeg ikke tvivle paa, at dette er et kald fra Gud selv. Dersom de har til hensigt at bruge vold mod mig, hvilket de vistnok har, thi de fordrer visselig ikke, at jeg skal fremstilles for dem, fordi de ønsker at erholde undervisning af mig, saa lægger jeg sagen i Herrens hænder. Han, som bevarede de tre israeliter i den gloende ovn, lever og regjerer endnu. Dersom det ikke er hans vilje, at jeg skal frelses, saa har mit liv ikke noget værd. Lad os blot vogte os for, at evangeliet ikke udsættes for de ugudeliges foragt, og lad os udgyde vort blod til dets forsvar hellere end at tillade dem at triumfere. Hvem kan sige, enten mit liv eller min død vil bidrage mest til mine brødres frelse?" "Man kan vente alt andet af mig end flugt og tilbagekaldelse. Fly kan jeg ikke, og jeg kan endnu mindre tilbagekalde."