Synd mod Helligånden
Kort forinden havde Jesus for anden gang udført miraklet med at helbrede en mand, som var besat, blind og stum, og farisæerne havde gentaget deres beskyldning: „Det er ved dæmonernes fyrste, han uddriver dæmoner.“ Kristus sagde rent ud til dem, at ved at tillægge Satan Helligåndens gerning afskar de sig selv fra frelsens kilde. De, som havde talt imod Jesus selv uden at være klar over hans guddommelige natur, kunne måske få tilgivelse; de kunne måske ved Helligåndens hjælp komme til at indse deres fejltagelse og angre den. Uanset hvilken synd det drejer sig om, så er skylden fjernet ved Kristi blod, hvis blot mennesket angrer og tror; men den, som forkaster Helligåndens gerning, anbringer sig selv, hvor hverken anger eller tro kan nå ham. Det er ved Ånden, Gud påvirker hjertet. Når mennesker forsætligt afviser Ånden og erklærer, at den kommer fra Satan, så lukker de af for den kanal, gennem hvilken Gud kan meddele sig til dem. Når Ånden til sidst er afvist, er der intet mere, Gud kan gøre for mennesket.