I deres begejstring er de rede til at kåre ham til konge. De ser, at han ikke selv bestræber sig for at tiltrække sig opmærksomhed eller sikre sig nogen ære. Heri er han væsentligt forskellig fra præsterne og rådsherrerne, og de frygter, at han aldrig vil hævde sin ret til Davids trone. De rådfører sig med hinanden, og bliver enige om med magt at tage ham og udråbe ham til Israels konge. Disciplene forener sig med mængden i erklæringen om, at Davids trone er deres Mesters retmæssige arv. Ifølge dem er det Kristi beskedenhed, der får ham til at afvise en sådan ære. Lad folket hylde deres befrier. Lad de hovmodige præster og rådsherrer blive tvunget til at ære ham, der kommer til dem med Guds myndighed!