Jesus gik op på et bjerg, og der flokkedes mængden om ham medbringende deres syge og lamme, som de lagde ved hans fødder. Han helbredte dem alle, og skønt folket var hedninger, priste de Israels Gud. I tre dage vedblev de med at stimle sammen om Frelseren; de sov om natten under åben himmel og pressede om dagen på for at høre Kristi ord og for at se hans gerninger. Da de tre dage var gået, havde de ikke mere mad. Jesus ville ikke sende dem sultne bort, og han kaldte sine disciple til sig, for at de skulle give dem mad. Atter blev disciplenes vantro afsløret. De havde ved Betsajda set, hvordan deres lille forråd ved Kristi velsignelse havde været tilstrækkeligt til at mætte de mange mennesker. Alligevel kom de ikke frem med alt, hvad de havde i tillid til hans magt til at mangedoble det til de sultne skarer. Desuden var det jøder, han havde bespist ved Betsajda; her drejede det sig om fremmede og hedninger. De jødiske fordomme var stadig stærke hos disciplene, og de svarede Jesus: „Hvorfra skal nogen få brød til at mætte dem her i ødemarken?“ Men de adlød hans ord og bragte ham, hvad de havde — syv brød og to fisk. Skaren blev mættet, og syv store kurve med levninger blev tilovers. Således blev fire tusinde mænd foruden kvinder og børn mættede, og Jesus sendte dem bort, glade og taknemmelige.