Ordduel med de skriftkloge
„Min lære er ikke min egen,“ sagde Jesus, „men hans, som har sendt mig. Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud, eller om jeg taler af mig selv.“ Jesus imødegik disse smålige kritikeres spørgsmål; ikke ved at svare på deres spidsfindigheder, men ved at forkynde den sandhed, som er livsvigtig for sjælens frelse. Opfattelsen og påskønnelsen af sandheden afhænger mindre af forstanden end af hjertet, sagde han. Sandheden skal erkendes inderst inde: den kræver anerkendelse fra viljen. Hvis sandheden alene skulle opfattes fornuftsmæssigt, ville hovmod ikke være nogen hindring for at kunne modtage den. Men den skal modtages ved nådens påvirkning af hjertet, og modtagelsen af den er afhængig af, at man giver afkald på enhver synd, som Guds Ånd afslører. Menneskers fordele ved at opnå viden om sandheden vil — uanset hvor store de end måtte være — ikke gavne noget, hvis de ikke er åbne for at modtage sandheden og viljen til samvittighedsfuldt at opgive alt, hvad der står i modsætning til dens principper, ikke er til stede. For dem, der således overgiver sig til Gud med et ærligt ønske om at kende og gøre hans vilje, åbenbares sandheden som Guds kraft til deres frelse. De vil være i stand til at skelne mellem den, der taler på Guds vegne, og den, der kun taler for sig selv. Farisæernes vilje var ikke på samme side som Guds vilje. De søgte ikke efter sandheden, men efter en undskyldning for at omgå den. Kristus viste dem, at dette var grunden til, at de ikke forstod hans lære.