Efterhånden som de nærmede sig haven, havde disciplene lagt mærke til forandringen, der skete med deres Mester. Aldrig før havde de set ham så helt igennem bedrøvet og tavs. Efterhånden som han gik videre, blev denne mærkelige sørgmodighed større. Alligevel vovede de ikke at spørge ham, hvad grunden var. Han vaklede, som om han var nær ved at falde. Da de nåede hen til haven, søgte disciplene straks efter hans sædvanlige tilflugtssted, for at deres Mester kunne hvile sig. Hvert skridt var nu en kraftanstrengelse for ham. Han stønnede højt, som om han var tynget af en frygtelig byrde. To gange måtte hans ledsagere støtte ham, da han ellers var faldet om.