Højtideligholdelsen af påsken begyndte samtidig med den hebraiske nations tilblivelse. Den sidste nat under jødernes trældom i Ægypten, da der tilsyneladende ikke var noget, der tydede på befrielse, befalede Gud dem at forberede sig på en øjeblikkelig udfrielse. Han havde advaret Farao om den endelige dom over ægypterne, og han påbød hebræerne samle deres familier inden for deres egne boliger. Når de havde stænket dørstolperne med det slagtede lams blod, skulle de spise lammet stegt, sammen med usyret brød og bitre urter. „Sådan skal I spise det,“ sagde han, „I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have sandaler på fødderne og stav i hånden; i al hast skal I spise det. Det er påske for Herren.“ Ved midnatstid blev alle ægypternes førstefødte dræbt. Så sendte kongen dette budskab til Israel: „Skynd jer bort fra mit folk, … og gå ud og dyrk Herren, sådan som I har krævet.“ Hebræerne drog bort fra Ægypten som et frit folk. Herren havde befalet, at påsken hvert år skulle fejres. Han sagde: „Når jeres børn spørger, hvad det er for en skik, I har, skal I svare: Det er påskeoffer for Herren, fordi han i Ægypten sprang israelitternes huse over, da han slog ægypterne ned, men skånede vores huse.“ Således blev beretningen om denne vidunderlige udfrielse atter og atter fortalt fra slægt til slægt.