Fra Nazarets bjerge skuede Jesus udover et land, som mere en tusinde år havde ventet på hans komme, men som endnu ikke var rede til at modtage ham. Han samtalede med sin fader på stille, afsondrede steder i skovene og blandt højene, hvor intet menneskeligt øje kunne se ham, og ved stille betragtninger og bøn styrkede han sin sjæl til den gerning, han skulle udrette i sit liv. De korte beretninger, som de hellige skribenter giver om Kristi barndom, er meget betydningsfulde: »Og barnet voksede og blev stærkt og fyldtes af visdom; og Guds nåde var over det.« »Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.« I næsten tredive år var der meget lidt i Jesu liv, som tildrog sig folks opmærksomhed. Fra sin barndom af levede han fuldkommen overensstemme med de jødiske love. Han omtalte ikke sin himmelske fødsel eller søgte at udmærke sig frem for andre. Hans venner og slægtninge så ikke noget særligt tegn på guddommelighed hos ham i alle de år, han levede iblandt dem. Meden medens han hele tiden undgik at fremhæve sig selv, holdt han sig urokkelig til sandhed og retfærdighed.