Når Guds stemme gør ende på hans folks fangenskab, vågner de, der har tabt alt i livets store strid, og det er en frygtelig opvågnen. Så længe nådetiden varede, var de forblindede af Satans bedrag, og de søgte at retfærdiggøre deres syndige levned. De rige roste sig af deres overlegenhed over de mindre begunstigede, skønt de havde tjent deres rigdomme ved at overtræde Guds lov. De havde forsømt at mætte de sultne og klæde de nøgne, at handle retfærdigt og at elske barmhjertighed. De havde forsøgt at ophøje sig selv og opnå det på deres medmenneskers bekostning. Nu er de berøvet alt det, som gjorde dem store, og de er forarmede og forsvarsløse. De ser med forfærdelse, at de afguder, som de foretrak for deres skaber, bliver tilintetgjort. De har solgt deres sjæle for jordiske rigdom og fornøjelser, men har ikke søgt at blive rige i Gud. Resultatet er, at deres liv er en fiasko. Deres glæder bliver nu forvandlet til galde og deres skatte til støv. Det, de har tjent i løbet af et helt liv, forsvinder på et øjeblik. De rige begræder, at deres fine huse bliver ødelagt, og at deres guld og sølv forsvinder. Men deres klage bringes til tavshed af frygten for, at de selv skal omkomme sammen med deres afguder.