Wiclif appellerede synodens kendelse til parlamentet. Han klagede uforfærdet til landets lovgivende forsamling over præsteskabet og forlangte, at der blev skredet ind over for de kolossale misbrug, som kirken godkendte. Han skildrede med overbevisende kraft pavestolens overgreb og korruption. Der opstod forvirring blandt hans fjender. Wiclifs venner og tilhængere var blevet tvunget til at bøje sig, og man var fuldstændig overbevist om, at den gamle, ensomme og venneløse reformator ville underkaste sig kongens og pavens forenede autoritet. Men det var tværtimod de pavelige repræsentanter, der led nederlag. Wiclifs gribende appeller vækkede parlamentet op til dåd. Det tilbagekaldte det edikt, som bestemte, at Wiclif og hans tilhængere skulle forfølges, og reformatoren fik atter sin frihed.