Den store sandhed, at menneskene retfærdigjøres ved troen, som Luther saa klart havde lært, var næsten helt tabt af syne, og det romerske princip, at man maa forlade sig paa gode gjerninger til salighed, blev troet i stedet for. Whitefield og brødrene Wesley, som var medlemmer af folkekirken, havde søgt ivrig efter at erholde Guds naade. De havde lært, at man blot kunde erholde den ved at dydigt og ved at iagttage den udvortes gudsdyrkelse; men det blev klart for dem, at religionen havde sit sæde i hjertet, og at Guds lov strækker sig til vore tanker saa vel som at vore ord og handlinger. Overbevist om nødvendigheden af indvortes hellighed saa vel som en udvortes moralsk opførsel begyndte de med alvor at leve et nyt liv. De stræbte med stor flid og megen bøn at overvinde det onde i sin natur. De levede et selvfornegtende lig, var godgjørende og ydmyge og anvendte med stor strenghed og nøjagtighed ethvert middel, om hvilket de tænkte, at det kunde hjælpe dem til at erholde det, som de mest ønskede, den hjertets renhed, som kunde skaffe dem Guds naade. Men de erholdt ikke det, som de søgte efter. Deres bestræbelser for at blive befriet fra syndens fordømmelse og at bryde dens magt var forgjæves. De gjennemgik den samme kamp, som Luther gjennemgik i sin celle i Erfurt. Det var det samme spørgsmaal, som havde plaget hans sjæl: "Hvorledes skulde et menneske være retfærdigt for Gud?" (Job 9:2)