Wiclef appellerede fra synoden til parlamentet. Han anklagede frimodig præsteskabet for nationalraadet og fordrede, at de forfærdelige misbrug, som kirken stadfæstede, skulde reformeres. Med overbevisende kraft skildrede han den pavelige stols anmaselser og fordærvelse. Hans fiender blev forvirrede. Wiclefs venner og hjælpere var bleven tvungne til at give efter, og man have tillidsfuldt ventet, at reformatoren selv i sin gamle alder ene og uden venner vilde bøje sig for kongens og præsteskabets forenede umyndighed; men i stedet for saa de pavelige, at de var overvundne. Parlamentet lod sig bevæge af Wiclefs kraftige forestillinger. De tilbagekaldte loven om forfølgelse, og reformatoren fik atter frihed.