Men den overtroiske mængde, som elskede synden, blev forfærdet, da de spidsfindigheder, som havde dulmet deres frygt, blev fejet bort. Snu personer inden for gejstligheden, der blev afbrudt i deres bestræbelser for at billige forbrydelser, og som så deres vinding i fare, blev rasende og sluttede sig sammen for at opretholde deres hykleri. Reformatoren måtte møde hårde anklager. Nogle beskyldte ham for at have handlet overilet og efter en pludselig indskydelse. Andre anklagede ham for at være indbilsk og erklærede, at han ikke havde ladet sig lede af Gud, men handlede i hovmod og frækhed. "Hvem ved ikke," svarede han, "at et menneske sjældent fremkommer med en ny tanke, uden at det kan se ud som hovmod og uden at blive beskyldt for at vække strid? ... Hvorfor blev Kristus og alle martyrerne dræbt? Fordi de synes at være hovmodige, foragtede af deres tids visdom, og fordi de fremkom med noget nyt uden først ydmygt at have søgt råd hos dem der forsvarede de gamle meninger."