Da charles Wesley en gang blev syg og troede, at døden nærmede sig, spurgte man ham hvorpaa han hvilede sit haab om evigt liv. Han svarede: "Jeg har bestræbt mig efter bedste evne for at tjene Gud." Da den ven, som havde fremsat spørgsmaalet, ikke syntes at være rigtig tilfreds med hans svar, tænkte Wesley: "Hvad! er ikke mine bestræbelser en god grund for haab? Vil Gud berøve mig mine bestræbelser? Jeg har ikke noget andet at stole paa." Saa tykt var det mørke, som hvilede over kirken. Det skjulte forsoningen, berøvede Kristus hans ære, og vendte menneskenes sjæle bort fra deres eneste haab om frelse, den korsfæstede forløsers blod.