Af denne billedlige tjeneste kan man lære vigtige sandheder angaaende forsoningen. Man antog en anden i synderens sted, men dog blev synden ikke udslettet ved dyrets blod. Man erholdt saaledes et middel, hvorved den kunde overføres til helligdommen. Ved at ofre blodet erkjendte synderen lovens autoritet, bekjendte at han var skyldig i overtrædelse og udtrykte sit ønske om at erholde forladelse gjennem troen paa den kommende forløser. Men han var endnu ikke aldeles befriet fra lovens fordømmelse. paa forsoningsdagen gik ypperstepræsten, efter at han havde erholdt et offer af menigheden, ind i det allerhelligste med dette offers blod og stænkede det paa naadestolen lige over for loven for at tilfredsstille dens fordringer. Derpaa tog han i sin egenskab som midler synderne paa sig selv og bar dem fra helligdommen. Han lagde sine hænder paa den buks hoved, som skulde lades løs, og bekjendte over han alle disse synder, der saaledes figurlig blev overførte fra ham selv til bukken. Derpaa var bukken dem bort, og man betragtede dem som evig bortfjernede fra folket.